Transformatorstationer/turistinformationshuse
I 1920 blev der bygget en del fine murede huse, der blev brugt som transformatorstationer. Tårnenes funktion var at transformere spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugerne via luftledninger fra transformatortårnene. Tårnene står derfor som en dokumentation af dengang Vendsyssel blev ”elektrisk”.
Nye luftledninger er kommet i jorden, og transformatortårnene står måske til nedrivning. Men et par ildsjæle har ”besluttet”, at de gamle tårne skal restaureres og bruges. Det er tanken, at tårnene i fremtiden skal fungere som små turistinformationshuse. I Havtornelandet kan de bl.a. indgå som en del af Panoramaruten som er en sanselig og smuk cykelrute gennem flere småbyer i området.
De ønsker husene overdraget til Lokalrådene som skal sætte dem i stand og sørge for drift og vedligeholdelse. Herefter skal de benyttes til info for turister med oplysning om flora og fauna, historiske seværdigheder, overnatningsmuligheder, turbeskrivelser m.v. |