Bygger på omfattende kulturarv af folkesagn

Folkesagnene har gennem århundreder været en del af den nordjyske identitet. Hver en høj, kirke og skov har haft en dobbeltsidet historie – det man kunne se med det blotte øje, og det man fik fortalt i de mange sagn.
 For det moderne menneske, hvor sagn og myter måske ikke fylder ret meget, gå en tur ved for eksempel på  den store bakke Kællingbjerg ved Kongerslev, når man ved, at bakken er fyldt med højfolk og mindst et magisk sølvbæger. Eller når man går tur ved Rødhus Strand og ved, at her engang er blevet set to slattenlangpatter på flugt fra Den vilde jæger. Og så er der selvfølgelig alle de mange smukke herregårde, som ofte lægger hus til ondskabsfulde og højrøstede spøgelser. Danske søer og vandløb fra sagn og tro Det danske landskab har til enhver tid spillet en stor rolle i den danske folklore og de danske sagn. Men med tiden ændrer landskabet sig, og de søer og vandløb, der igennem generationer er fortalt sagn om, tørrer ud, bliver omlagt til landbrug eller ligger hen som moser. I takt med at landskabet forandrer sig, falder de mennesker, der endnu kan huske de gamle sagn, også fra én for én.

Mads Lidegaard har rejst Danmark rundt for at indsamle historier og sagn om de mange søer og vandløb, der stadig findes, og dem, der allerede er tørret ud.

"Danske søer og vandløb fra sagn og tro" indgår i en serie på fire bøger, hvori Mads Lidegaard ud fra folkesagn og overtro forsøger at kortlægge danske sten, træer, høje samt søer og vandløb, der har spillet en særlig rolle for folk i gamle tider, og som på en eller anden måde har været hellige eller farlige.

Mads Lidegaard (1925-2006) var dansk teolog, forfatter og højskolemand. Nattejægeren To mænd var en morgen gået ned til havet for at fiske, i bådelaget, lagde de sig vedbåden på stranden. Da kom der to kvindemennesker løbende langs stranden fra øst. De bemærkede ikke de to mænd og sagde til hinanden: Han kan ikke nå os for han er fnattet.”
Kort efter kom en mand ridende og spurgte mændene, om de havde set nogen komme forbi. De fortalte om de to kvinder, og hvad de havde sagt. Da sprang, rytteren af hesten og pissede og vaskede sig i urinen, hvorpå han red videre. Snart efter kom han tilbage og havde kvinderne hængende bag ved sig over hesten. De hang til hver sin side og var bundet sammen med deres hår.
Det er klart nok igen nattejægeren på jagt efter slattenpatter, der er tale om. Urin har mange steder været brugt som middel mod hudlidelser.

Slavestenen

Stenen har 3 kilemærker på en række.
Det siges, at når vikingerne kom sejlende til Tornby for at handle, havde de nogle gange slaver med sig. Slaverne ville man ikke efterlade alene på skibet, så de blev taget med på land. Da man ikke ville have dem med ind til byen, blev de efterladt i klitten. Der kilede vikingerne deres skæg fast i slavestenen, mens de drog ind for at handle. En anden forklaring på mærkerne kommer fra deres orientering. Linjen, som mærkerne er på, peger mere eller mindre direkte nord-syd. Derfor menes der, at stenen kunne være brugt som vejviser. Det er ikke muligt at sige, hvornår kilemærkerne blev lavet på stenen.
Der har været mennesker til stede omkring Tornby gennem hele forhistorien, og byen kan med sikkerhed dateres tilbage til middelalderen. Hele Vendsyssel og især kystområder var tætbefolkede og velbesøgt hele vikingetiden igennem. Man havde også slaver, som blev kaldt trælle, hvilket tyder på, at navnet på stenen dog først er kommet til senere.
Den mest sandsynlige forklaring på kilemærkerne er, at mærkerne faktisk er kløvemærker. Det ses ofte, at man efterlod sten, som af den ene eller anden grund ikke duede til at blive kløvet. På slavestenen ser det ud som om, at der faktisk er flækket et stort stykke af den nederste del.
Der er to gode muligheder for, hvad sådan en kløvet sten skulle bruges til tilbage i historien. Den første mulighed er, at man tilbage i stenalderen ønskede at kløve stenen for at bruge den til at bygge stendysser af. Det kunne være, at stenen havde været tiltænkt Tornby Dyssen ikke langt derfra. Den anden forklaring hører hjemme i den sene vikingetid eller tidlige middelalder. Overgangen mellem de to tider er defineret af kristendommens indførelse, og det er stadig vidt diskuteret, om overgangen til kristendom har været villig eller modvillig. Har den været modvillig kan det meget vel være, at dem der skulle opføre kirken i Tornby i starten af 1200-tallet, så arbejdet som ”slavearbejde”, og derfra kunne navnet på stenen være blevet til.

Postrøveren fra Løerslev
Forføreren og forbryderen Christen Pedersen Lørslev, der huserede omkring Fladstrand i første halvdel af 1800-tallet.

En besk historie

Bag en gravsten på Løkken kirkegård ligger premierløjtnant Per Sørensen født 1913 og død i 1945, med et portræt af Sindal Trine - Ane Cathrine Jacobsdatter - og hendes efterkommere. En grum historie om ulykkelig kærlighed og selvmord ved hængning.

Lig i brønden

Den 11. december 1719 blev Karen Nielsdatter fundet død i brønden, der hørte til Storgaard i Tornby Sogn. Hendes mand, Christian Muus, som hun var blevet gift med samme sommer, blev anklaget for at have ombragt hende. Hvordan den efterfølgende rettergang spændte af, skal ikke røbes hér, men ét af Christian Muus' tipoldebørn - Kurt Hesselgren - blev overtandlæge i Frederikssund, og det er ham, der fortæller den spændende historie. 

Slattenlangpat

Historien om Slattenlangpat i mosen ved Landbrugsmuseet øst for Mosbjerg.
I mosen har hun angiveligt for vane at lokke fulde unge mænd ud i dyndet, hvor man kun kan gisne om, hvad de bliver udsat for. Til gengæld er figuren ikke opfundet til lejligheden for at under skoleelever og jage dem en skræk i livet, idet den har rødder dybt i nordisk mytologi.
Hver nat jagtes Slattenlangpat nemlig, ifølge gamle folkesagn, af den øverste blandt aserne, som selvfølgelig er Odin. Hver nat lykkes det ham faktisk at fange Slattenlangpat. Han skyder hende og drøner afsted med hende slænget over sadlen på sin hest, men ak og ve; hver morgen er hun genopstået, og så må han på den igen.

Historien om Fristaden Vendsysse

I 1954 blev der holdt storstilket byfest i Hjørring. Rebekske borgere gjorde oprør mod det såkaldte københavneri og oprettede Fristaden Vendsyssel.

Den gamle mand og Ry Å

Det er Vendsyssels største å der udspringer ved Dronninglund og slynger sig nord om Store vildmose for at løbe ud i Limfjorden ved Åbybro. Dens vand er sort som beg, når man ser ned i det. Hvad er beg? Beg er et stof, der udvindes af tjære, men i stedet for at være flydende som tjære, har det en mere tyk og klæberig form, når det opvarmes. Man kan bruge bej til imprægnering og som bindemiddel, men det er også fundet velbevaret med tyggemærker i birkbark Den har vendelboerne talt meget om gennem tiderne , og der har været nok at fortælle .Engang var der alt for meget vand i Vendsyssel , og vendelboerne udlovede en stor belønning til den, som kunne skaffe det bort. Det siges også, at det var stor mangel på vand, der plagede .
En gammel klog mand, påtog sig at løse problemet . Han stak sin stok i jorden, og straks sprang der vand frem. Han trak så stokken efter sig, og vandet strømmede efter stokken i en strid strøm. Han gik gennem det halve Vendsyssel i store sving, fordi  han rystede på hånden, og sådan blev Ry Å til.
Da nu åen var færdig, ville vendelboerne ikke betale den gamle hans løn for arbejdet, og han hævnede sig ved at give åen lov til kræve liv hvert år, og det gør den. Hvis det glipper et eller flere år, tager Åmanden sig betalt for dem alle siden, så regnskabet alligevel går op. Ofret varsles altid ved en stemme, der ved solnedgang stiger op fra dybet, og så varer det ikke længe, før man finder et lig i sivene.
Når man hører varslet, skal man vare sig vel for at komme åen for nær, for da kan man blive grebet af en uimodståelig lyst til at springe i . Da en pige gik langs åen med sin hund, hørte hun varslet og sagde da: ”Ikke mig, men hunden!” Og straks sprang den ud og druknede, og hun så en lille mand med stort skæg løbe i åen - det var nøkken som havde råbt. En fornem frue smed i overmod sin ring i åen, da hun kørte til kirke, mens hun udtalte, at så sandt som den aldrig ville blive fundet, ville hendes velstand fortsætte. Samme aften afleverede en gammel fisker ringen, som han havde fundet i en fisk Der var flere stensatte overgange ved åen, og når man skulle over dem, ofrede man en skilling til Åmanden. Dem finder man endnu, når man vader i åen. Den gamle mand, der skabte åen, var måske i virkeligheden nøkken selv. Nøkke, overnaturligt, mandligt væsen, der bor i vandløb og søer, kendt over det meste af Europa. I dansk folketradition kaldes han ofte for åmanden. Hans råb med krav om menneskeoffer har siden middelalderen næsten ordret lydt:"Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen". Åmanden er et troldeagtig væsen, som derfor oftest holder sig skjult i søens dyb. Nogle gange tager han form af en underlig stor fisk med hale og manke som en hest. Andre gange er han en fiskelignende mand med mos på ryggen. Han kan også tage form at et menneske med mørkt eller gråt tøj og langt sort skæg og hår.

Åhesten

Tversted Å syd for Hirtshals udspringer på vandskellet nord for Mosbjerg og løber ud i Jammerbugten ved Tversted. Ved Elbæk Mark 3 km syd for Tversted gik et øg med føl ved åen. Det hørte en mand, hg han vile finde dyrene. Han kom til åen, der var så smal, at han nok mente at kunne springe over. Han tog dog tilløb for en sikkerheds skyld, men havnede til sin forbløffelse alligevel midt i åen, Da han ville kravle op, så han øget og føllet gå og græsse i engen lidt borte, Han prøvede at nærme sig, men de blev ved at være langt borte. Denne vilde åhest, der smider folk i åen, minder om den lange hest, som optræder i så mange sagn – med samme resultat. Men den er tam og lader roligt folk sætte sig op, mens åhesten er vild, så derer nok tale om to forskellige væsener. Peter, Peter… Liver å udspringer helt ned ved Brønderslev, løber  mod nord og vest om Hjørring og ud i Nordsøen mellem Lønstrup og Hirtshals. Åen kræver to menneskeliv hvert år, og det varsles med de vante ord, En nat lå der nogle høstkarle og sov da de hørte Åmandens råb: ”Peter, Peter!” En af karlene hed Peter, men han sov. En af de andre svarede da Åmanden:” Her er kun vores hund, der hedder Peter!” – og med det samme løb hunden ud i åen og man så den aldrig mere.

Den gamle kone på Klangbjerg

Vor frue kilde, Vennebjergs, Hjørring kommune; ligger på en meget stor gravhøj, Klangshøj, lige op til kirken og med en meget flot udsigt. Den er udtørret, men anes som en sænkning på nordsiden af højen. Kilden udsprang, da den lokale præst havde nedmanet en gammel kone, der gik igen og blev set stående på højen om. Siden blev den en meget søgt helligkilde

Herremanden

Asdal syd for Hirtshals, er et vandhul i sydvesthjørnet af Lillehede Plantage øst for Hirtshals lige syd for amtsvejen og lige vest for Kjul Å. Her er en mindesten.
Et hollandsk skib strandede en nat vedkysten mod nord. En lokale herremand og hans folk ventede ved stranden med skumle hensigter. Det forstod hollænderne, og det kom ti kamp, hvorunder herremandes hest blev stukket i bringen og blødte meget. Han red hurtigt til kilden og vaskede såret, så blodet standsede. Derved tabte kilden ganske vist sin kraft. Men den genvandt den og blev en søgt hellligkilde.

Dødsheksen på Ulveklinten

Fra Mygdal findes et sagn om en heks, der havde et får, som hun holdt meget af. En dag snuppede en ulv fåret, mens hun var i byen, og hun blev da så gal, at hun besluttede at fordrive alle ulve. Med sine kunster fik hun dem drevet i flok, koblede dem sammen og red selv på den forreste og største direkte ud i havet med dem alle. Siden da har der ikke været ulve i Vendsyssel ( Gr.180 )  En  variant lader heksen ride sit ulveklinten, ved Lønstrup, hvorefter hun gifter sig med en dværgehøj. Fra de to nedstammer alle egnens senere dværge og ellefolk Forestillingen om en troldkvinde, der rider på en ulv, er nok meget gammel. Den kendes fra Helge Hjørvardsøns kvad i en islandsk saga, hvor Helges bror møder en troldkvinde, der ridder på en ulv. Ved Hunnestad i Skåne er på en runesten indhugget et billede, hvor dødsheksen ridder på en ulv.