Vendelboernes Land

Lad os nu foretage en rejse op gennem de jyders land for at møde de ledende jernalderslægter og deres samtidige, sådan som de viser sig for os i gravene.
Det Vendsyssel, vi rejser igennem her i de første århundreder af vor tidsregning, er så småt begyndt at ligne det land, vore forfædre endnu for en fem-seks generationer siden svagt erindrede. Et landskab med sandfygninj, forarmde og ensformige, sorte moser med blanke vandspejl og her og der strækninger med skov. Og noget af det har slet ikke ændret sig siden dengang: farverne der mødes derude i det milevide fjerne, hvor de tones sammen i blåt og violet. Lærkernes stemmer højt deroppe i lyset og vinden, der stryger igennem kæmpehøjens lave krat.
Sådan lå Vendyssel udstrakt i disse århundreder. I tværsnit med de dybt indskårne fjorde som Mariager Fjord. Bag dette: vandskellet på randen af de store gamle hedesletter, brudt af åløbene i deres tusindårige leje. Og endelig, længst mod vest, Vesterhavskysten, vendt mod storm, havgus og bølgeslag.  Tre brede landskabsbælter, hvoraf det vestligste kunne følges helt op til halvøens nordligste spids, medens de to andre nåede op til de egne, hvor Limfjorden deler landet. Nord herfor det østvendsysselske bakkelandskab, der havde sit eget, fra alt det andet forskellige præg.
Det er oppe fra disse nordlige egne, at vi skal følge den ældre romerske jernalders grave. Et mangfoldigt billede vil fremstå – for gravene kan tælles i tusindvis, og navnlig i Vendsyssel er de talrige. Men på vejen ned igennem halvøen kommer vi til at passere gennem et antal geografisk mere eller mindre adskilte områder, hvor befolkningen havde hver sin kulturelle og sociale identitet. Om politiske magtstrukturer med permanent kontrol over store områder var der næppe endnu tale. Befolkningsenhederne var af beskeden størrelse, men formentlig var de knyttet sammen i indbyrdes alliancer – og igennem sådanne alliancer fik enkelte høvdinge- eller fyrsteslægter fra tid til anden en særlig magtfuld position. Kunne den befæstes og udbygges, indebar det muligheder for mere centraliserede politiske strukturer. Sådan blev den udvikling, som fulgte i de næste århundreder. Men endnu stod man kun ved begyndelsen af den nye tid.
Begynder vi helt oppe i nord, ser vi, at den tidligere enerådende gravskik, ligbrændingen, var trådt stærkt i baggrunden i tiden efter Kr.f. På gravpladserne var det nu jordfæstegravene, som dominerede, og nogle af dem var af ganske betydelige dimensioner. Man opførte en særlig type gravkamre, bygget af svære kampesten. Jernalderens storstensgrave, har man kaldt disse svære kister. De findes i særdeleshed i Vendsyssel, i Himmerland og i Thy. Der er registreret næsten 500 af dem.