|
Naturkatastrofen i Lønstrup 1877
D. 11. august 1877 var dagen, der gjorde Lønstrup kendt i det ganske land. Her åbnede himmelens sluser sig i et katastrofalt uvejr. Tordnen buldrede og vandet væltede ned fra oven. Lønstrupboerne, der havde havet som nabo, var vant til at leve med truslen om at havet skulle tage både klitter og by med sig, men denne gang kom truslen fra et andet sted. Lønstrup ligger i en dalsænkning og under uvejret mødtes store vandmasser fra oplandet i den lille fredelige bæk, der løb igennem byen. De massive vandmasser forvandlede den lille bæk til en kraftig strøm, der udhulede undergrunden omkring grøften og medførte, at store mængder jord og sand skred ned og blev ført væk med strømmen. Dette var ikke alt som den nye ”flod” havde taget med sig på vejen.
Da uvejret var ovre, kunne man se, at hvor der før havde været en lille grøft, bugtede sig nu en ca. 18 meter bred og 7 meter dyb slugt, der skar sig tværs igennem byen og delte den i to. Men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Katastrofen fik Lønstrup placeret på landkortet og folk fra hele landet valgfartede dertil for at se den enorme kløft, som vandmasserne havde skabt. Dette blev startskuddet til, at de første turister indtog byen, der senere skulle udvikle sig til et af egnens mest populære feriemål. |
|
|
|
|
|
Udbryderkongen ”Bernardi”
I 1906 kom Bernhard med sine forældre til Løkken. Han fik senere kunstnernavnet ”Bernardi” og blev en landskendt artist. Bernardi har i sine erindringer fortalt om opvæksten i Løkken. Faren var meget hjemmefra, når han arbejdede forskellige steder rundt omkring i landet, og familien i Løkken var i store perioder under fattigforsørgelse.
Bernhard Eskildsen forsøger mange forskellige ting som ung mand, bl. a. var han ude at sejle. Men det var artistlivet, der trak. I 1928 udførte han under stor pressebevågenhed et nummer på stranden ved Løkken. Han fik håndjern på, blev bundet, kom i en sæk, som der blev bundet for, og sejlet ud og smidt i vandet. Publikum på stranden var vidne til, at han kort efter stak hovedet op over vandoverfladen efter at have frigjort sig for båndene. Den optræden gjorde ham landskendt fra den ene dag til den anden, og han fik en karriere som udbryderkongen Bernardi.
Man kan stadig se huset, hvor han boede, det var Vittrupvej 5, Løkken. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|