| |
På en flad mark ca. 700 meter nord for Sejlstrup kirke og ca. 1000 meter vest for Herregården Sejlstrupgård, ligger der nu, næsten til ukendelighed overpløjede Voldsted fra Middelalderens Sejlstrup Slot.
Fra luftbilleder kan der endnu ses et lavt, firkantet Voldsted omgivet af en grav og en ydervold. Voldstedet har haft en nærmest kvadratisk borgbanke, omgivet af grav og ydervold. Uden for volden har der været en lavning, der måske har haft karakter af voldgrav.
Fra et syn, der blev beskrevet om gårdens bygninger, kan man læse, at slottets hovedbygning var et stort, rødt teglhængt hus i to stokværk, der lå sønderst i gården, nogle af de andre huse omkring slottet var ligeledes teglhængt.
Der nævnes en lågen hvorfor der var en gangsti ud til volden, hvorfra den østre del viste ud til volden - hvilket vil sige mod volden. Herfra gik Vindbroen for borggården ud over voldstedet.
Sejlstrup kirke
Sejlstrup Kirke der er fra Romansk bygningstid (omkring 11-1200 årene) og var da et kapel som blev bygget for hovedgårdens beboere og fæstere.
Niels Friis og hustruen Susanne Krabbe, der begge døde i 1639, skænkede Alterstager til Sejlstrup kirke.
Ejere
1335: Markvard Rostrup ca. 1365 Børglum bispestol
1536: Kronen
1687: Peter Rodsteen
1689: Arnold Chr. Dyssel 1718-68 Forskellige ejere 1768 Erik Hansen Wilsbech
Gammelgaards fald
Tomten hvor Sejlstrup Slot oprindeligt stod, kaldes ”Gammelgaards Fald”, her blev der i 1870 fundet rester af forkullede bjælker, munkesten og mønter af sølv og bronze. På slottets mark blev der i 1879 fundet en fingerring af guld med en Madonnafigur i Basrelief – som nu ligger i Nationalmuseet arkiver.
Sejlstrup Slot blev første gang nævnt i 1335, da den tilhørte Væbner og senere Ridder Markvard Rostrup, som afhændede den til Børglum Kloster.
I Bispetiden blev Sejlstrup Slot bestyret af bispelige Lensmænd. Efter Reformationstiden kom Sejlstrup Slot under Kronen og blev et kongeligt len.
Slottets indretning
Her var der en borgstue, en skrivestue og en fruestue med et sengested med fire drejede stopler. Her stod en gammel fyrrekiste.
Herudover var der en jord - og saltkælder, køkken og bryggers, mælkehus en kostald til blandt andet kalve og ungkvæg samt tre svendekamre, flere andre bygninger, var alle med stråtag.
Slotshaven lå mellem borggården og ladegården.
Besætningen
Gårdens besætning bestod af 17 gamle udlevede stude og en plag, 12 plovstude, 2 unge studer, 16 køer, 5 studekalve, 5 kviekalve, 16 får og 13 lam, 20 svin og 6 grise, og til gårdens redskaber hørte 2 plove med tilbehør..
Mølleriet ved Liver åSejlstrup Mølle, nævnt i 1600-taller
I forbindelse med slottets ladegård, blev der opført en vandmølle ved Liver å, et par kilometer fra slottet.
Mølleriet blev nedlagt omkring 1875, hvorefter mølledammen, der var på 7 hektar, i de følgende år blev udtørret og taget under dyrkning.
Kejserkrigen 1627-29
I 1627 besatte Kejserlige tropper Vendsyssel, hvor de blev frem til juni 1629. Det var under trediveårskrigen, hvor de besatte Vendsyssel og Thy.
Der var tre ”Sachsiske” regimenter under Hertug Franz Albrecht af Sachsen-Lauenburg.
Det var kompagnierne 3 og 6, hvor otte sogne var fælles om at indkvarterer og bespise et kompagni på ca. 100 mand.
De byer og gårde, som ikke havde indkvartering, blev sat i kontribution (skatter), som blev pålagt befolkningen i de besatte område.
For de regimenter som skulle ligge i Vendsyssel, var alle bekendt med, at Vendelboerne var et stridbart folk, som man ikke skulle provokere.
De kejserliges troppers ophold i Vendsyssel varede halvandet år, men Hertugen kunne ikke udholde tilværelsen heroppe, så han gennemstrejfede landsdelen på kryds og tværs på lange rideture, for det meste på stranden langs med Skagerak.
Lejlighedsvis tog han på druktur sammen med andre officerer hos deres øverste chef, Melchior Hatzfeldt på Herregården Odden eller Herregården Eskjær.
I længden kunne han heller ikke adspredes ved disse sammenkomster, for som han skrev:”landsdelen er ikke efter mit hoved«, skriver han til sin chef.
Under de kejserliges troppers ophold i Vendsyssel, havde de menige soldater også brug for adspredelser, som for eksempel som på Børglum Kloster, hvor der fortælles om en mærkelig duel, som havde fundet sted mellem to menige ryttere. Uden nogen given årsag og uden verbale ord« gik de sammen ud af gården, gjorde deres heste klar og red mod hinanden med en pistol i hånden, og hvor den ene affyrede et skud, og den anden døde og ramte jorden.
Udskrivninger og Plyndringer.
Da befolkningen, eller de fremmede, efterhånden ikke havde noget at leve af, begyndte de kejserlige soldater at skeje ud, og overkommandoens bestræbelser på at holde igen, viste sig nu frugtesløse. Derfor blev landsbyer udplyndret, og heste i hundredvis blev bortført.
Vendelboerne var efterhånden godt trætte af soldaternes hærgen, og i begyndelsen af 1627 samledes der rundt omkring i landsdelen grupper, som havde bevæbnet sig.
I november 1627 havde smeden ved Herregården Hjermitslevgård søgt at skaffe sig oplysning om, hvor stærke de kejserlige var, og havde truet dem med, at de ikke skulle komme så let ud af Vendsyssel, som de var komme ind.
Afmarsch
Allerede inden freden blev sluttet, havde de kejserlige tropper indset, at landsdelen var spændt så hårdt for, at et længere ophold ikke var muligt. Så i april 1629 befalede Grev Schlick, at 3 kompagnier af de 26, der lå i Vendsyssel og Thy, skulle forlade områderne, og kort efter nødvendiggjorde mangel på levnedsmidler, at hele regimentet Schlick tillige med det Breunerske regiment måtte forlade Vendsyssel.
Den 27. maj blev der sluttet fred, og den 2. juni afgik der fra Kolding en ordre til Melchior Hatzfeldt om at trække sig ud af Vendsyssel - to dage senere havde han fuldført afmarschen.
Efter krigen afslutning var samfundsforholdene givet vanskelige tider, for alt var mere eller mindre retsligt opløst. Bønderne var ludfattige, og mange havde måttet forlade hus og hjem og drog rundt som bander og plyndrende i landsdelen for at opholde livet.
Fund
Der er fundet rester af forkullede bjælker, munkesten og mønter af sølv og bronze. På slottets mark blev der i 1879 fundet en fingerring af guld med en Madonnafigur i Basrelief – som nu ligger i Nationalmuseet arkiver.
Den store nordjyske Hekseepidemi
- da heksefrygten ramte Danmark
Under Anders Friis lensmandstid indtraf den store nordjyske Hekseepidemi, der gav ham og hans ridefoged Niels Christensen forøget arbejde, for ham kunne man til tider se på Sejlstrup Slot.
I 1600-tallet fik kirken trykt flere skrifter om hekse, og hvordan man kunne bekæmpe dem.
Hekseprocesserne løjede af fra 1686 og til 1693 hvor den sidste heks blev dømt til døden i Danmark. Men det blev først ulovligt at henrette hekse i 1866 – mere end 150 år efter, den sidste heks blev brændt på bålet.
Fra slutningen af 1400-talletvar det blevet alvorligt at blive anklaget som heks. Man mente, at heksene havde indgået en aftale med Djævelen som gav heksene magiske evner til at gøre onde ting - til gengæld fik Djævelen heksenes sjæl.
Man ved ikke præcist, hvor mange der blev anklaget og dømt som heks. Men forskere mener, at der var op mod 1.000 retssager for trolddom. 9 ud af 10 var kvinder.
Af dem endte halvdelen i en dom, hvor den dømte blev brændt på bålet.
Svenskekrigen
Krigen mellem Danmark og Sverige brød ud i 1644, og efter et sammenstød mellem det svensk militær og Landværnsfolk ved Nørresundby den 18. januar gik svenskerne over isen på Limfjorden og splittede det Vendsysselske Landværnsfolk, som mistede over 400 mand, deriblandt den gamle bondeførerhøvding Lars Dyrskjøt (1560-1644) fra Aagaard i Ørum sogn.
Da landet efter krigsafslutningen i 1629 begynder at rejse sig, mærker man fremgang overalt. Men denne fremgang varer dog ikke ved, for allerede i 1657 er den gal igen, og også under svenskekrigen, Karl Gustav-krigene 1657-60, blev en masse landbrugsejendomme ødelagt, så der var mange landsbyer, hvor der ikke fandtes en eneste uskadt gård.
De adelige gårde blev dog skånet, mod at de til den svenske besættelsesmagt ydede en vis "godtgørelse."
Derudover befalede den svenske overkrigskommissær Albert Siltmand, der havde et hovedkvarter i Aalborg, at gårdene skulle levere forplejning til de svenske tropper – og det til trods for, at se samme tropper ofte selv plyndrede, hvor de kom frem.
Alt i alt var det meste af Vendsyssel derfor meget forarmet, da de fjendtlige tropper forlod landet.
Et andet forhold, der ikke gjorde situationen for landsdelen bedre, var at årene 1640-1660 rent klimatisk var uhyre vanskelige for landbruget. Man havde i denne periode en lavere gennemsnitstemperatur og større nedbørsmængde end normalt, som bevirkede mindre avl, ja, i visse år direkte misvækst. Et forhold der prægede hele Nordeuropa.
Pengene blev gemt
Da svenskerne var gået ind i Vendsyssel besluttede slotsskriver på Sejlstrup Slot, Søren Jørgensen at kassebeholdningen, der var på 130 Rigsdaler blev ført bort, inden den svenske fjende ankom til slottet.
De blev pakket ned i en kuffert og bragt til en Anders Magaards bopæl, som havde en gård i Hundelev, hvor hans hustru Kirstine Christensdatter hjalp med at grave den ned i Fårestien.
Et par dage senere besatte svenskerne Sejlstrup Slot,
og de svenske officerer undrede sig over, at der ikke var penge på slottet, og satte sig for at finde dem.
Efter at havde udsat noget af folkene på Slottet kom de på sporet af dem, og en kaptajn og et par mænd tog ud til gården i Hundelev, hvor Anders Magaard blev udsat for mishandlinger, som førte til at gårdejeren og hustruen udleverede kufferten med pengene.
Anders Magaard døde den 15. april 1644, kun 48 år gammel og blev begravet i Jelstrup Kirke, hvor hans enke og børn lagde en gravsten på graven.
Hustruen blev senere gift med ny mand fra Hundelev.
Svenskerne forlod Sejlstrup Slot 25. august 1645, men i 1657 rykkede de svenske tropper igen op i Jylland og besatte hele halvøen, og først i foråret 1660 kom der igen roligere forhold igen, efter at vore allierede, Polen og Brandenburgerne havde huseret her - værre end svenskerne.
Godt tredive år senere blev det sidste blad i historien om Sejlstrup Slot vendt, for i året 1688 blev landsdelen ramt af uvejr, hvorved slottet og ladegården faldt for stormen.
Flere store gårde var underlagt Sejlstrup Slot, det var Rønnovsholm, Ormholt, Vrejlev Kloster og Linderumgaard som fæstegods.
|
|
