| |
I 1688 var der 12 medlemmer af stævnet (antallet af gårde) Men her er der kun 11 sten, så antallet sf gårde må være faldet, eller der er forsvundet en sten.
Stævnet er flyttet til rastepladsen på Løkken-Hjørring landevejen.
Bystævnet var i dyrkningsfællesskabets tid dels den forsamling af bønder i en landsby, der havde kompetence til at træffe beslutninger om fælles anliggender, dels den plads i byen, hvor forsamlingen mødtes, ofte i form af en kreds af store sten.
Også kendt som grandestævne
Allerede i de middelalderlige nævnes det, at bystævnet havde kompetence til at afsige dom i mindre retssager.
Kun gårdmændene var medlemmer af bystævnet, hvis flertalsafgørelser var bindende for alle i landsbyen.
Et bystævne var en samling af landsbyens gårdmænd.
Når Oldemanden blæste én gang i byhornet og fattede oldermandsstaven med de mange hak, der markerede tvister og aftaler mellem byens "gårdmænd", samledes de til stævne. Blæste han to gange, var det tegn på ildløs, og alle skulle hjælpe til med at slukke branden.
Samledes betød ikke, at de skulle sætte sig på kolde, hårde kampesten rundt om et ege- eller lindetræ, som det langt senere er afbildet. De sad snarere i en varm stue. Eller i kirkens våbenhus.
Anpart i landsbyens rettigheder og pligter tilkom gårdmændene eller granderne, uanset om de var ejere eller fæstere.De kunne træffe lovlige beslutninger, når de var forsamlede til grande- eller bystævne under oldermandens ledelse.
Uden for fællesskabet, men underkastet dets beslutninger, stod de jordløse landsbyboere: Husmænd, inderster, tjenestefolk aftægtsfolk, fattige, børn og unge samt alle kvinder med undtagelse af enker, der havde overtaget fæstet på gården efter manden.[1]
Ordningen med vider og vedtægter og bystævne indebar, at landsbyernes beboere skulle løse indre tvister uden indblanding fra domstole eller andre myndigheder. . Gårdmændene forsamlede til bystævne kunne virke som domstol og idømme straffe, oftest som bøder i form af øl. |
|
