|
|
Kirken er opført i 1200-tallet. Den højtliggende kirke, der fra store dele af det nordvestlige Vendsyssel kan ses på sin bakkekam ved siden af en oldtidshøj, består af romansk kor og skib med nyere våbenhus mod nord. Den romanske bygning er opført af granitkvadre på en sokkel, der i østpartiet har stejl, kraftig skråkant og mod vest er fladere og smallere. Over den tilmurede syddør, som 1637 endnu var åben, sidder en tympanon med korslam, menneskeskikkelse og fugl, der 1729 henlå på kirkegården og antoges for en gravsten. Norddøren er udvidet, og dens tympanon med dragefigur er indsat over våbenhusets dør. Af oprindelige vinduer er indvendig bevaret korets store østvindue med kilestensstik, og i korets sydvæg er indsat to rundbuede monolitoverliggere.
I 1700-tallet omsattes murene betydeligt - korgavlen 1772 med jerninitialer for Christoffer Rougtved og Else J Seidelin, vestgavlen med top af tegl og svungne kamme 1782 med initialer for Pors Munch og Else J. Seidelin. På kirkens blytag har der ifølge en beskrivelse omkring 1735 været en ejendommelig prydelse; en skytte med bøsse, hund, hjort og hare støbt i bly. Bygningen er sidste hovedistandsat 1950 ved arkitekt L Teschl. |
|
|
|
|
|
Hans Gram, 28.10.1685-19.2.1748, filolog, historiker. Født i Bjergby ved Hjørring, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Trin. k.). Meget tidligt lagde Gram sjældne evner for dagen; læselyst og flid var fremherskende træk hos ham allerede som barn. Faderen dimitterede ham selv 1703 til universitetet hvor han straks vakte opmærksomhed på grund af sine ganske usædvanlige kundskaber, navnlig i græsk; han vandt sig hurtigt velyndere og kom lige efter artium ind på Regensen. 1705 tog han baccalaureus-graden og fik samme år ved indvielsen af Elers' kollegium en plads her som var bestemt for en matematisk student, hvorfor han i sin alumnetid der varede til 1710 bl.a. udgav disputatser med emner fra antikkens matematik og astronomi. I øvrigt studerede han teologi og filologi, var et ivrigt medlem af Søren Lintrups societas indagantium og indledte allerede på dette tidspunkt en brevveksling der vedvarede i 30 år med den berømte hamburgske filolog J. A. Fabricius. Det teologiske studium afsluttede han ikke, som det var hans fars ønske, med attestats, men tog 1708 magistergraden. |
|
|
|
|
|
Peterspladsen er en fascinerende dyreskulpturpark der ligger på toppen af en bakke i Bjergby 10 km nord for Hjørring. Der er en enestående udsigt fra pladsen. Dyrene på pladsen er udført af den lokale Bjergbybo Peter Jensen, også kendt som "Danmarks-Peter" eller "Sme'Peter".
Peter var en folkekunstner i ordets bedste forstand. Omkring sit hus i Bjergby skabte han en urskov, beboet af dyreskulpturer i cement og skrot. Peter opfattede ikke selv skulpturerne som kunst, men efter hans død i1985 blev det med Hjørring Kommunes Kunstudvalgs mellemkomst besluttet at bevare de af skulpturerne, som kunne istandsættes. Skulpturerne blev i 1987 flyttet til pladsen foran plejehjemmet Solhjem.
Billedhuggeren Marit Benthe Norheim, der selv arbejder i beton, stod i 2002 for en gennemgribende konservering af skulpturerne. Foreningen "Peterspladsens Venner" blev dannet i 2002 og havde som eneste formål at genoprette, bevare og vedligeholde Peter Jensens-"Danmarks Peter"- dyreskulpturer og arealet omkring disse. |
|
|
|
|
|
Peter Jensen (f.1898-1985) levede hele hans liv i Bjergby, som en beskeden mand, der havde sin helt egen skæve måde at anskue livet på. Han boede i et hus på sydsiden af Skagen Landevej i Bjergbys vestlige udkant, som han selv havde bygget. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til stedet, der var præget af Peters virketrang. Han var ugift og arbejdede som hyrdedreng, daglejer og tækkemand, og fik senere egen minkfarm. Peter var en helt særlig mand, der holdt af, at pusle i sin baghave med skrot, skrammel og beton. Ud af det, kom der de mest forunderlige og mærkværdige kæmpeskulpturer, som med tiden blev til en hel jungle. Fra overskudslageret af tråd, modellerede han sine dyr og omsluttede dem med beton. F.eks. fik ørnens næb fik den rette form af en gammel kofanger
Kunsthistoriker Broby-Johansen var en varm tilhænger af den jordbundethed, som karakteriserede Peter Jensen og hans kunstneriske frembringelser, han har udtalt at Peter Jensen kunst mindede ham om Hans Scherfigs urskovunivers.
Læs mere
|
|
|
|
|
|
Ideen omkring ”Kunstruten” opstod i et samspil mellem Peters Pladsens Venner og Landsbyrådet i Bjergby og Mygdal, og blev i 2006 fremlagt i Landsbyrådet.
Kommunes Kunstudvalg fandt projektet ”spændende”, men så sig ikke i stand til at støtte det økonomisk. Der blev derefter sendt en ansøgning og projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, som blev bevilget kr. 400.000
Det endelige projekt ”Kunstruten”, kom til at bestå af tre elementer: ”Skoleskovsprojektet”, som er udarbejdet af billedkunstnerne Søren Taaning og Rene Schmidt, er opført på adressen Granvænget 15 i Bjergby, og består af en ”skolestue”, shelter og forskellige installationer bl.a. en ca. 4 m høj ugle.
”Langs Stien”, som billedkunstneren Elsebeth Jørgensen står bag, er en ca. 3 km vandretur i et naturskønt område med start og slut på Kobbersholltvej ved Sletbakkevej. Ruten går gennem et meget naturskønt område og ved at downloade en lydfil (www.langsstien.dk) kan man supplere vandreturen med en lydmæssig sanseoplevelse.
”Lillehøj”, er udført af glaskunstneren Peter Kuchinke, og opført i Mygdal på hjørnet af Skagen Landevej og Degnbølvej.
Vil du opleve noget mere i Bjergby, så tag i sporet af KUNSTRUTEN. |
|
|
|
|
|
Præstegårdsbakkerne er et smukt kuperet morænelandskab ved Bjergby. Det har gennem mange år været et åbent overdrevslandskab med en mosaik af bevoksninger som har været græsningsområde for det gamle landsbyfællesskab i Bjergby. |
|
|
|
|
|
Et norsk brudepar, bliver gift i Bjergby kirke, de skal videre til Norge, og på turen i hestevogn, for at nå færgen, taber bruden sit slør i farten. Derfor navnet.
Vejens dronning
Brudehøj er en gammel hulvej med forbindelse mellem Bjergby og Hirtshals (nu en vigtig havneby), der udgår fra Snevre, som var den første af de vendsysselske ”hovedveje”.
Den snor sig gennem et af landsdelens smukkeste områder, som nok er en sommerlig studietur værd.
Den skære sig ned i et tusindårigt landskab fra Istiden, og kaldes for ”alle vejes dronning”.
Flere steder kan man stadig finde rester af den oprindelige, gamle vej, som man ihærdigt har værnet om. Nogle kalder vejen verdens længste museum.
Vejens nuværende udseende kan stadig give et indtryk af, hvordan den så ud for over mange århundrede siden, hvor den fungerede som ”transportvej” med stude. |
|
|
|
|